Skat eller ikke-skat ved salg af fast ejendomGrundareal på 1.400 kvm kan være afgørende Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder bliver ikke beskattet, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen. For en- og tofamilieshuse gælder undtagelsen dog kun, hvis ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 kvm. Er grunden større, kan arealkravet godt være opfyldt alligevel, hvis det ikke er muligt at udstykke en grund fra ejendommen til selvstændig bebyggelse. Arealkravet er også opfyldt, hvis en mulig udstykning væsentligt forringer værdien af det resterende areal eller den bestående bebyggelse. Hvis et sommerhus opfylder disse betingelser er det ligeledes omfattet, hvis ejeren eller dennes husstand har benyttet det til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen. Denne såkaldte parcelhusregel er afgørende, når det skal afgøres om en ejer skal betale skat af en eventuel avance ved salg af ejendommen. Umiddelbart lyder reglen let forståelig og administrerbar, men i praksis opstår der ofte diskussion om fortolkningen af de enkelte elementer. Benyttet som bolig Som anført indledningsvis kræves det for parcelhuse og ejerlejligheder, at ejeren eller dennes husstand har haft bolig i huset eller lejligheden, mens det for sommerhus gælder, at det skal have været benyttet til private formål. Det er ikke et krav, at ejendommen har været anvendt til bolig eller benyttet til private formål i hele den periode, hvor ejendommen har været ejet. Anvendt af ejeren eller dennes husstand Det er en forudsætning for skattefrihed ved salg, at ejendommen har været anvendt af ejeren eller dennes husstand. Her gælder det f.eks., at børn, der ikke bor sammen med forældrene, ikke er en del af husstanden. Kravet om, at ejendommen skal være anvendt til bolig for ejeren eller dennes husstand, er således ikke opfyldt i de tilfælde, hvor forældrene køber en ejerlejlighed, der efterfølgende lejes ud til et barn. I disse tilfælde skal en eventuel avance ved salg derfor beskattes. Bed om et bindende svar I mange tilfælde vil et bindende svar fra SKAT afklare eventuelle tvivlsspørgsmål om de betingelser, der skal opfyldes, for at salget kan komme under parcelhusreglen, hvorefter en eventuel fortjeneste er skattefri. |