Måltider i personalekantiner

Vejledende satser for måltider i personalekantiner

Tilskud af uvæsentlig værdi skal ikke beskattes

Kantineordninger er et udbredt fænomen, og hidtil har reglerne ikke været klare. Det har SKAT nu rådet bod på, idet der er udsendt et såkaldt Styresignal, som nærmere beskriver de regler, der er gældende fra og med den 15. marts 2010.

Styresignalet drejer sig om kantineordninger, hvor en virksomheds medarbejdere på arbejdspladsen har et tilbud om at købe tilberedt mad og drikke baseret på selvbetjening fra skranke, hvad enten virksomheden selv har ansat køkkenpersonale til at tilberede maden eller udliciteret kantinedriften. Arbejdsgiveren yder tilskud til visse udgifter som for eksempel rengøring og stiller lokaler til rådighed.

Der er derimod ikke tale om den situation, hvor der købes for eksempel sandwich eller anden form for færdiglavet frokost til den enkelte medarbejder uden for virksomheden hos tredjemand.

De vejledende satser gælder også for de grupper af ansatte, der er omfattet af Skatterådets anvisning vedrørende normalværdien af kost og logi (blandt andet hotel- og restaurationspersonale), men som deltager i en almindelig kantineordning og betaler for maden.

Tilskud af uvæsentlig værdi
Ifølge praksis er det skattefrit for den enkelte ansatte, at arbejdsgiveren giver et begrænset tilskud til blandt andet kantineordninger, der kun er til rådighed på arbejdspladsen, og hvor tilskuddet er led i almindelig personalepleje. Det forudsætter dog, at tilskuddet er af uvæsentlig værdi for den ansatte, og at det samtidig er vanskeligt at henføre en bestemt værdi til den enkelte medarbejder.

Formålet med vejledende satser er at give virksomhederne og de ansatte en tommelfingerregel for, hvilken pris den enkelte medarbejder mindst skal betale for almindelig kantinemad for at kunne være sikker på, at der ikke skal betales skat af det gode, som tilskuddet er.

De vejledende satser
Hvis kantinen serverer almindelig standardmad og -drikke, anses tilskuddet uden væsentlig værdi, så det ikke skal beskattes, hvis medarbejderen betaler mindst følgende for:

Et standardmåltid eksklusive drikkevarer: 15 kr.
Et standardmåltid inklusive drikkevarer: 20 kr.

Hvis priserne mindst ligger på dette niveau, slipper arbejdsgiveren samtidig for at indberette tilskuddet efter de nye regler, som pålægger arbejdsgivere indberetningspligt for personalegoder.