Udsigt til ændringer på skatteområdet

Skatterne er en del af regeringsgrundlaget

Da den nye regering fremlagde regeringsgrundlaget i begyndelsen af oktober indgik der også planer om en skattereform. Det hed således i grundlaget:

”For det tredje vil regeringen gennemføre en fuldt finansieret skattereform, der markant sænker skatten på arbejde, så arbejdsudbuddet øges med ca. 7.000 personer frem mod 2020 og de offentlige finanser dermed varigt styrkes med 3 mia. kr. gennem øget beskæftigelse – ud over virkningen af de initiativer, der er vedtaget i Forårspakke 2.0.

Regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode. For det fjerde vil regeringen i 2012 og 2013 sikre ekstra finansiering inden for en ramme på 5 mia. kr. ved øgede skatte- og afgifter, samt ved at omprioritere erhvervsstøtten, således at den samlede erhvervsstøtte reduceres med 2 mia. kr.”

De initiativer, der er vedtaget i Forårspakke 2.0, indeholder bl.a., at grænsen for, hvornår man skal betale topskat, hæves. Oprindelig skulle det være sket fra i år, men tidspunktet er tidligere blevet udskudt til 2014, hvilket den nye regering tilsyneladende opretholder.

Det anføres, at regeringen vil holde rentefradraget i ro i indeværende valgperiode. Det rejser spørgsmålet, om den tidligere regerings sænkning af rentefradraget fra ca. 33% til 25% med 1% årligt fra 2012 til 2019 ophæves.

Væk med multimedieskatten
Af regeringsgrundlaget fremgår også, at der skal ske en ”finansieret afskaffelse af multimedieskatten”. Om det betyder, at der i fremtiden ikke vil ske beskatning, hvis ens arbejdsgiver stiller telefon, pc eller netværk til rådighed for brug i hjemmet, fremgår dog ikke klart.

På lignende vis vil  Regeringen” søge at gennemføre en fuldt finansieret afskaffelse af iværksætterskatten”.

Væk med fradrag for sundhedsforsikringer
Skatte- og afgiftsstigningerne gennemføres inden for en ramme på 5 mia. kr. Den øgede beskatning kan være forhøjelse af afgifter på cigaretter, usunde fødevarer og øl og vin, afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer, begrænsning af fradrag for store pensionsindbetalinger og afgift på luftforurening.

Endnu kun planer
Det skal understreges, at ovenstående endnu kun er planer. Planerne bliver først til virkelighed, når Folketinget har vedtaget egentlige lovforslag.