Selvangivelsen bliver digital for selvstændige

Selvstændiges indberetning af selvangivelse for 2011 skal være digital

Skatteministeriet har udsendt en bekendtgørelse, der betyder, at 2011-selvangivelsen for selvstændigt erhvervsdrivende, der er moms- og lønsumsafgiftspligtige, skal indsendes digitalt.

Indberetningen kan foregå via TastSelv, EROS(landbrugsløsning) eller ved andre digitale løsninger, som SKAT udvikler og anviser. Dermed har SKAT taget endnu et skridt i retning af at indrette selvangivelsesprocessen.

Konsekvensen ved ikke at anvende den digitale løsning vil være, at selvangivelsen ikke anses for at være modtaget.
 
To-årig overgangsordning
Selv om mange selvstændige allerede aflevere selvangivelsen digitalt, erkender SKAT, at der kan være selvstændige, der ikke vil være i stand til at foretage en digital indberetning allerede for indeværende indkomstår. Der er derfor lavet en overgangsordning, som indebærer, at skulle selvangivelsen for indkomstårene 2011 og 2012 blive sendt ind på anden vis end via de digitale løsninger, så udløser det ikke skattetillæg efter skattekontrollovens § 5.

Manglende overholdelse af den digitale indberetningspligt vil således først udløse skattetillæg for indkomståret 2013. Skattetillægget udgør op til 200 kr. pr. dag, dog maksimalt 5.000 kr. For indkomstårene 2011 og 2012 vil det fortsat være muligt at rekvirere selvangivelsesblanketten på SKATs hjemmeside, telefonisk eller ved henvendelse på et skattecenter.

Undtagelser
I bekendtgørelsen er der nævnt en række undtagelser fra pligten til at indgive selvangivelsen digitalt. Det gælder bl.a. følgende:
 
Hvis man er eller i løbet af indkomståret har været begrænset skattepligtig efter kildeskatteloven.
Hvis man efter skattekontrolloven har pligt til at indsende skatteregnskab sammen med selvangivelsen.
Hvis man har omdannet virksomheden til selskab efter virksomhedsomdannelsesloven og sender de selskabsretlige dokumenter sammen med selvangivelsen.
Hvis man overdrager virksomhed med skattemæssig succession.

Selvstændigt erhvervsdrivende, der er omfattet af undtagelserne, vil fortsat modtage en selvangivelsesblanket i papirform.

Af bekendtgørelsen fremgår også, at den digitale ordning omfatter indberetning af oplysninger om genanbringelse af fortjeneste ved salg af fast ejendom, jf. reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Partner Revision Vest as indberetter allerede mere end 98% af selvangivelserne for vores kunder digitalt.