Forskud 2010 nr. 2

Så er forskudsopgørelsen klar i Skattemappen

Dyrere at have restskat – allerede fra 2009

Tirsdag den 3. november ”begynder” det nye skatteår. Fra tirsdag vil alle skatteydere have mulighed for at se, hvorledes SKAT vurderer deres indkomst- og fradragssituation i 2010, ligesom skatteyderne her kan se, det fradrag og de trækprocenter, der vil blive anvendt i 2010 – såfremt der ikke er ændringer til forskudsopgørelsen.

Skattereformen
I 2010 træder skattereformen i kraft. Det betyder blandt andet et farvel til mellemskatten, en forhøjet grænse for, hvornår man skal betale topskat, og at satsen for bundskatten sættes ned. Herudover betyder skattereformen blandt andet også et goddag til multimedieskatten, ændrede afgifter med fokus på miljø og sundhed og en såkaldt grøn check til danskere over 17 år med en indkomst på mindre end 380.133 kr. (efter AM-bidrag).

Langt de fleste ændringer indregnes automatisk, men der er grund til øget opmærksomhed, hvis man bliver berørt af 100.000 kr.’s loftet for ratepensioner og ophørende livrenter og 50.000 kr.’s loftet for rejseudgifter.

Ret tallene
Sidste år tjekkede 1.200.000 danskere forskudsopgørelsen i løbet af de første 10 døgn, mens der på en normal dag er 20.000 besøgende i skattemappen på TastSelv. Det er en god idé at få tjekket såvel indkomster som fradrag. Mindre forskelle i indkomsterne gør ikke noget, mens selv mindre ændringer i fradragene kan give anledning til restskat, når 2010 er omme.

Er der væsentlige ændringer til tallene, bør forskudsopgørelsen derfor ændres. Hvis tallene på forskudsopgørelsen ændres, vil der blive dannet en ny forskudsopgørelse og nye skattekortoplysninger. Tallene kan ændres flere gange, hvis det er nødvendigt - helt indtil udgangen af 2010.

Restskat bliver dyrere allerede for 2009
Reglerne for betaling af restskat bliver ændret som en del af skattereformen, så det i dag ikke længere er nær så billigt at vente med at betale restskat. Det betyder, at man som borger skal være mere opmærksom på at få betalt den rigtige skat i løbet af året, så man ikke ved årets udgang sidder med en restskat.

Derfor er det vigtigt at sikre sig, at ikke blot forskudsopgørelsen for 2010, men også opgørelsen for 2009 er korrekt, så man ikke ender med en restskat, og tallene, der ligger til grund for 2009 kan ændres indtil udgangen af 2009.