Skattereform/forårspakkeMindre personskatter og højere afgifter
Folketinget har vedtaget Forårspakke 2.0
Folketinget har nu indledt sommerferien. Noget af det sidste, der blev vedtaget inden ferien, var den store skatteomlægning, der følger af Forårspakke 2.0, der på skatte- og afgiftsområdet bestod af 13 store og meget komplicerede love. Resultatet bliver bl.a. lavere skat på arbejde, højere afgifter, loft over pensionsindbetalinger og ændret beskatning af selskabers aktier.
Væk med mellemskatten Den lavere skat på arbejde sker gennem en lavere bundskat, afskaffelse af mellemskatten og højere grænse, før man skal betale topskat. Samlet betyder de nye love, at den højeste marginalskat på arbejdsindkomst reduceres fra ca. 63 til ca. 56 pct. inkl. AM-bidrag. For personer, der fortsat skal betale topskat, indebærer det, at de har ca. 18 pct. mere tilbage af en ekstra tjent krone efter reformen, end de har i det gældende skattesystem.
Forårspakke 2.0 skønnes at medføre en umiddelbar nedsættelse af personskatterne mv. med godt 29 mia. kr., og de fleste skattenedsættelser får virkning fra årsskiftet.
Fradrag får lavere skatteværdi Selv om Forårspakke 2.0 på længere sigt er selvfinansierende, vil den i de første år været underfinansieret. Allerede fra 2010 kommer der loft over indbetalinger til ophørende pensionsordninger. Loftet er fastsat til 100.000 kr. Ordningen med medarbejderobligationer afskaffes, der indføres en multimediebeskatning på 3.000 kr., hvis man får stillet pc, telefon, bredbånd mv. til rådighed for privat benyttelse. Fra 2010 kommer der et loft på 50.000 kr. over fradrag for rejseudgifter og dobbelt husførelse.
Skatteværdien af store rentefradrag får mindre værdi, ligesom værdien af de ligningsmæssige fradrag fra 2012 til 2019 sænkes med 8 pct.-enheder. For renteudgifter gælder, at gives et nedslag for de første 50.000 kr. I samme periode forhøjes værdien af beskæftigelsesfradraget, så der bliver tale om en meget langsom indfasning. Overordnet sker der en kompensation, hvis en skatteyder mister mere som følge af reduktionen i fradragenes værdi, end personen får i skattelettelser.
Højere skatter og afgifter for 10 mia. kr. Som en del af Forårspakke 2.0 bliver afgifterne på forurening og forbrug af energi øget. Samlet øges afgifterne inden for energi, klima og miljø med knap 8 mia. kr. Som kompensation indføres en indtægtsbestemt grøn check på 1.300 kr. for alle over 18 år med tillæg på 300 kr. pr. barn for højst to børn.
Derudover omfatter reformen en række afgiftsforhøjelser på fedt, chokolade og cigaretter mv. med henblik på at styrke sundheden. Samlet øges afgifterne på disse områder med 2 mia. kr.
|