Ægtefællerabet på multimedieskat

Gælder fra 2011

Når ægtefæller begge har adgang til multimedier var reglen i 2010, at begge skulle beskattes af 3.000 kr. pr. år (250 kr. pr. måned). Med virkning fra den 1. januar 2011 er dette nu ændret, idet Folketinget kort før jul vedtog, at ægtefæller skulle have et nedslag. Nedslaget omfatter de tilfælde, hvor begge ægtefæller er omfattet af multimediebeskatning. Nedslaget udgør 25 pct. for hver ægtefælle. For et ægtepar, der begge betaler topskat, betyder det, at der samlet skal betales ca. 850 kr. mindre i skat.

Det er en betingelse for nedslaget, at ægtefællerne er gift og samboende ved årets udgang, og den skattepligtige værdi af multimedier før nedslaget skal samlet udgøre mindst 4.000 kr. for et år. Derved sikres det, at der altid vil ske multimediebeskatning af minimum 3.000 kr.

Multimedieskatten i 2011
Reglerne og beløb vedrørende multimedieskat er i øvrigt uændrede i forhold til 2010. Hvis en person har to arbejdsgivere, som begge stiller multimedier til rådighed, skal begge arbejdsgivere indberette multimedieskatten. Der sker så automatisk en reduktion på medarbejderens årsopgørelse, så personen kun beskattes af 3.000 kr.  Vær opmærksom på, at der er grænser for antal af goder, som er omfattet af multimedieskatten. Der skal være en reel begrundelse for at have to af samme slags multimedier stillet til rådighed under multimedieskatten, fx to mobiltelefoner eller to bærbare computere.

Selvstændigt erhvervsdrivende og multimedieskat
Multimedieskatten gælder også for selvstændige erhvervsdrivende og  reglerne er de samme som for ansatte. Når en virksomhed drives fra hjemmet, og der indgår telefon, internetforbindelse, computere, printer, specialiseret software og mobiltelefon og lignende multimedier i virksomhedens drift, skal både indehaver og medarbejdende ægtefælle betale skat af multimedier med hver 3.000 kr. ÷ 25 pct. skatterabat fra 2011.

Selvstændige erhvervsdrivende har dog ikke en løbende indberetningspligt på de multimedier virksomheden stiller til rådighed for ejeren. Hvis der er multimedier stillet til rådighed kan udgifterne til multimedier fratrækkes i virksomhedens resultat, og multimedieskatten på 3.000 kr. lægges til det skattemæssige resultat.

Foreninger og multimedieskat
En forenings medlemmer er omfattet af multimediebeskatningen, når der er tale om lønnet foreningsarbejde. Multimediebeskatningen omfatter ikke den situation, hvor arbejdsgiveren dækker den ansattes dokumenterede udgifter til erhvervsmæssige telefonsamtaler som udlæg efter regning.

Når udvalgte medlemmer til brug for frivilligt arbejde i en forenings skattefri virksomhed får stillet multimedier til rådighed, vil en sådan ikke være omfattet af multimediebeskatning, men være skattefri. Der kan ikke samtidig udbetales skattefri godtgørelse for udgifter, som modtageren, der får stillet de pågældende multimedier til rådighed, afholder til tilsvarende ydelser.