Større fradrag ved udlejning af sommerhus i 2011Dog kun hvis udlejningen sker via udlejningsbureau Også denne sommer er der nye regler for beskatning af indtægten fra udlejning af sommerhus. I år vedrører det sommerhuse, der udlejes en del af året gennem et udlejningsbureau. Udlejeren af en fritidsbolig, der udlejes en del af året, kan enten anvende den skematiske eller den regnskabsmæssige opgørelsesmetode. Hvis man anvender den skematiske metode har det endvidere betydning, om man lejer sommerhuset ud gennem et udlejningsbureau eller ej. Udlejning via udlejningsbureau Udlejer man via et udlejningsbureau, vil den skattepligtige del af indtægten i fremtiden være med på årsopgørelsen fra SKAT, første gang for kalenderåret 2011. Grundlaget bliver den lejeindtægt, som udlejningsbureauet indberetter til SKAT. I lejeindtægten medregnes alt, hvad der modtages i forbindelse med udlejningen - både lejebetaling og betaling af fx el, gas, varme, vand og telefon. Lejeindtægten omfatter endvidere eventuel betaling for slutrengøring. I den indberettede lejeindtægt foretager SKAT først et fradrag på op til 20.000 kr. Herudover gives et fradrag på 40 procent af den resterende lejeindtægt. De første 20.000 kr. af lejeindtægten fra udlejningsbureau er altså skattefri. Står selv for udlejningen Står man selv for udlejningen er bundfradraget på 10.000 kr. Beløbene reguleres årligt sammen med øvrige beløbsgrænser i skattelovgivningen, men på grund af genopretningspakken sker det først fra 2014. Herudover gives ligeledes et fradrag på 40 procent af den resterende lejeindtægt. Sommerhusudlejere kan, som nævnt, i stedet for at anvende den skematiske opgørelsesmetode vælge den regnskabsmæssige metode, hvor der er fradrag for præcis de udgifter, der har været i forbindelse med udlejningen. Valgfrihed, men kun første gang Ejeren kan første gang frit vælge, hvilken af de to metoder, der ønskes anvendt. Vælges opgørelse efter regnskabsmetoden, kan man ikke senere vælge at benytte 40 pct. reglen, mens det omvendt er muligt at skifte fra 40 pct. reglen til regnskabsmetoden. Er sommerhuset ejet af flere ejere, kan de enkelte ejere uafhængigt af hinanden vælge mellem de to måder, ligesom en person, der ejer mere end et sommerhus, for hvert sommerhus kan vælge mellem de to måder. |