Nye regler for indberetning og skat af personalegoder Virksomhederne slipper, men det gør medarbejderne ikke altid I 2010 blev der indført nye regler for virksomheders indberetning af personalegoder. Tilsyneladende var intet for småt. Eksempelvis skulle virksomheder indberette sager, hvor ansatte bliver beskattet af gratis adgang til svømmehal, deltagelse i arbejdsgiverbetalt motionsløb til en værdi af 75 kr. pr. ansat og arbejdsgiverbetalt rabatkort til en værdi af 6 kr. pr. ansat, hvorefter de ansatte skulle betale skat af de indberettede beløb. Medarbejderne skal selvangive, hvis værdien overstiger 1.000 kr. Nu har Folketinget så vedtaget at ændre reglerne. Selv om ændringerne først blev vedtaget i begyndelsen af juni, har de virkning fra begyndelsen af 2011. Formålet er, at virksomheder skal kunne give deres ansatte påskønnelser i form af mindre personalegoder eller gaver, uden at det udløser skattepligt for de ansatte – og administrativt bøvl for virksomheden. Det bliver igen medarbejderne, der har pligt til at selvangive værdien af skattepligtige personalegoder, men kun hvis den samlede værdi i et indkomstår overstiger en bundgrænse på 1.000 kr. for den enkelte ansatte. Skat af hele beløbet, når grænsen overskrides Så vidt – så godt. Som med den såkaldte bagatelgrænse for personalegoder gælder det, at hvis bundgrænsen overskrides med blot 1 kr., er det ikke den ene krone, der skal beskattes, men derimod det totale beløb (1.001 kr.). Det er til nøds til at forstå. Julegaver under 700 kr. er fortsat skattefrie Langt sværere bliver det, når den årlige julegave indgår. Julegaver – dvs. årlige gaver i form af naturalier i anledning af jul eller nytår - fra arbejdsgiveren skal medregnes i den skattefrie beløbsgrænse på 1.000 kr. Julegaver i form af naturalier med en samlet værdi på maksimum 700 kr. skal dog fortsat ikke beskattes uanset, om den ansatte har modtaget goder og julegaver til en værdi over 1.000 kr. Det betyder, at de andre smågoder bliver skattepligtige med det fulde beløb, mens julegaven til en værdi af maksimum 700 kr. ikke beskattes. Overskrides såvel grænsen på 700 kr. som grænsen på 1.000 kr., skal det samlede beløb indberettes og beskattes. Eksempel: Hvis en ansat har fået smågoder til en værdi af 400 kr. og en julegave til en værdi af 700 kr., er beløbsgrænsen på 1.000 kr. overskredet – men den ansatte beskattes ”kun” af smågoderne til en værdi af 400 kr. – julegaven forbliver skattefri, og medarbejderen skal huske at indberette 400 kr. som personalegave! |